Sandra Toft gik ikke ind til sæsonen i Győr med en plan om at finde en anden klub, hvis hun endte bagerst i målmandskøen.
Hun havde i stedet tillid til, at arbejdet på træningsbanen ville give hende mulighed for at spille.
“Nej, det var der ikke. Jeg havde en kontrakt, og jeg vidste, at hvis jeg arbejdede godt og hårdt, så ville jeg også få spilletid,” siger Sandra Toft til Europamester.dk om, hvorvidt hun inden sæsonen havde overvejet sin situation som muligt tredjevalg.
Den danske landsholdsmålvogter konkurrerer med franske Hatadou Sako og ungarske Zsófi Szemerey. De tre udgør Győrs målmandsteam i denne sæson.
Men ifølge Toft er der ikke tale om en fast rollefordeling, hvor hver spiller på forhånd kender sin plads gennem sæsonen.
“Vi er tre keepere, og vi skiftes lidt til at stå her og der.”
I nogle kampe bliver der roteret. I andre vælger træneren ud fra, hvem der har præsteret bedst og vurderes at være den rigtige løsning til den konkrete opgave.
“Det er jo træneren, der beslutter, hvem han synes har gjort det bedst nok til at starte inde i en stor kamp.”
Toft fortæller, at dialogen med trænerne i høj grad foregår fra uge til uge. Hun anerkender samtidig, at kendskabet til bestemte modstandere og skytter kan spille en rolle i valget.
Det kan dog ikke stå alene.
“Man skal også have gjort det godt inden for at få lov til at spille.”
Efter sin tilbagekomst oplever hun selv, at formen gradvist bliver bedre. Og hendes vurdering af sæsonens indledning er positiv.
“Jeg føler, at jeg uge for uge får lagt lidt lag på, men alt i alt synes jeg, at min sæson er startet meget godt.”




























