TTH-træner: Vi smider alt i puljen
På hjemmebane tørner Arnór Atlasons tropper sammen med ligakonkurrenterne fra Mors-Thy Håndboldklub, når de to mandskaber krydser klinger i 15. spillerunde i Herreligaen.
Værterne går all-in for at komme på tavlen efter weekendens snitter til DM-sølvvinderne.
”Vi blev overmatchet på alle parametre i kampen lørdag, og derfor skal vi møde op i en helt anden udgave onsdag aften mod Mors-Thy Håndbold. Det er vi klar til. Kampene i ligaen er tætte, og det handler hver gang om at være 100 % klar til opgaven. Derfor ligger vores fokus allerede nu på, hvordan vi kommer bedst ud til den kamp. Vi skal rykke sammen i bussen, som vi har gjort godt andre gange, og smide alt ind i puljen”, siger Arnór Atlason til klubbens hjemmeside.
Opgøret mellem de to mandskaber spilles i Gråkjær Arena i Holstebro og bliver fløjtet i gang klokken 19.00.