Tysk stjerneskud om Mathias Gidsel og at sende Frankrig ud af OL
22-årige Renars Uscins var én af tyskernes helt store spillere, både til EM på hjemmebane i januar, men også til OL i Paris, hvor han blandt andet scorede dét mål, der sendte kvartfinalen mod Frankrig i overtid, som tyskerne senere vandt.
I selvsamme kamp scorede Uscins hele 14 mål og sikrede sig tysk OL-rekord. Denne kamp blev også legenden Nikola Karabatic' sidste i karrieren og Uscins fortæller til Kicker, at Karabatic efter kampen sagde, at Uscins var ansvarlig for afslutningen af hans karriere. Heldigvis sagt i et muntert tonefald og selvfølgelig ledsaget af et stort tillykke til tyskeren.
Renars Uscins spiller til dagligt i Hannover-Burgdorf, hvor han har kontrakt frem til 2026. De forventes ikke umiddelbart at blande sig i toppen af Bundesligaen i denne sæson, men til gengæld giver det Uscins masser af spilletid og en god mulighed for at udvikle sig, fortæller Uscins til Kicker.
Og det tyske stjerneskud kigger da også på kollegaerne på sin position, for hele tiden at finde ud af, hvordan han kan udvikle sit spil. Én af dem han deler position med, er den danske stjerne, Mathias Gidsel:
“Når man ser videoanalyser, kan man se, at Mathias, i det sidste øjeblik, hvor der egentlig ikke er nogen åbning, alligevel klemmer sig igennem den mindste sprække. Han er meget stærk, hvilket man ikke umiddelbart ser, og så har han de her utrolig hurtige bevægelser. Han er også enormt klog, accepterer visse kropskontakter bevidst for altid at trække mindst et straffekast. Jeg kan desværre ikke lære så meget af ham, fordi jeg er bygget anderledes, men jeg studerer stadig visse aspekter af hans spil meget nøje,” fortæller Renars Uscins til Kicker.
Hannover-Burgdorf tabte deres første kamp i denne sæsons Bundesliga, da de onsdag aften fik besøg af VfL Gummersbach.