Team Esbjerg-stjernen Nora Mørk kom til skade under onsdagens hjemmekamp mod Horsens.
Ifølge MigogEsbjerg begyndte den norske profil opgøret på bænken og nåede blot to angreb på banen, før uheldet var ude.
Der er formentlig tale om en ankelskade. Situationen opstod angiveligt, da en dommer stod i vejen, hvorefter Mørk kom galt afsted.
Nordmanden måtte efterfølgende hjælpes fra banen og er siden blevet kørt på hospitalet for at få foretaget en røntgenundersøgelse.
Det er endnu uvist, hvor alvorlig skaden er, og hvor længe den eventuelt kan holde Mørk ude.



























