Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Uundgåelig sammenligning ærgrer profil: - Vi er så forskellige, som man kan være

Emil Nielsen er udset af landstræneren til at være ham, der tager over for Niklas Landin, der om ganske få dage har spillet sin absolut sidste landskamp. 

Den ”nye” Niklas Landin er ved at blive kørt i stilling. Ham der skal være førstevalget, frontfiguren og ham alle snakker om. 

Sådan har Niklas Landin i hvert fald været vant til at blive omtalt i løbet af de seneste 19 slutrunder, men når han har spillet nummer 20, er det slut. Derfor har afløseren, der er blevet udpeget af landstræneren selv, gjort sig tanker om, hvad der venter ham i fremtiden.

Særligt én ting er han ikke vildt begejstret for:

- Niklas og jeg er da så forskellige, som man overhovedet kan være. Specielt når man kigger på en håndboldbane. Jeg regner bestemt ikke med, at jeg nogensinde bliver sammenlignet med ham. Det er da klart, det er store sko, der skal udfyldes, og det vil jeg gøre, hvad jeg kan for. Jeg tror også, at jeg kan hjælpe os til at få en masse guld fremadrettet, siger Emil Nielsen til Europamester.dk og fortsætter:

- Vi må starte med at se, hvordan det bliver. Jeg synes, at jeg viste under EM i januar, at jeg ar klar til at bidrage med det, jeg kan og har været klar længe. Der har så ikke været plads, fordi vi har sindssygt mange dygtige spillere. Nu mister vi en kæmpestor spiller og karakter på holdet. Personligt føler jeg mig fuldstændig klar til det. Jeg er ikke nervøs. Jeg skal nok gøre det, jeg kan bidrage med. 

- Spillemæssigt er jeg ikke i tvivl om, at jeg kommer til at blive sammenlignet med Niklas. Der vil være øjne rettet på den næste i rækken, men jeg prøver at tage det meget stille og roligt. Jeg er ikke så nervøs. Jeg har haft med- og modgang før og prøvet lidt af hvert. 

Ordene er sagt med den mest jyske accent - uden tøven, bævende stemme eller tvivl på egne evner for den nyligt nykåret Champions League-mester.

Og han fortsætter:

- Jeg er jysk. Jeg er fra Aarhus. Jeg har prøvet lidt af hvert. Jeg tror ikke, det nytter noget at gå rundt og skælve ved tanken om, at jeg pludselig skal tage ansvar. Jeg er ganske rolig. Jeg kan godt lide at være i pressede miljøer og tage ansvar. Jeg har været i konkurrencemiljøet og professionel i næsten 11 år, så jeg har også været med i nogle år efterhånden. 

- Det bliver vel heller ikke et mere pressende miljø end at skulle tage over for Niklas Landin?

- Det må vi se på. Lige nu er vi så heldige, at Niklas er med til OL. Det er her, fokus ligger. Så må vi se, hvordan det er til januar. Vi er så heldige i Danmark, at der er 5-6-7 kompetente målmand, der alle vil kunne spille på diverse landshold i verden. 

- Det er klart, at Niklas bliver et savn, men vi skal nok løse det. Jeg er bestemt klar til at gøre, hvad jeg kan for at udfylde de sko. 

- Hvad har han betydet for dig?

- Lige så vel som han har været en stor figur i alt håndbold i hele verden i mange år, og det samme med Mikkel Hansen, så er det også to store personligheder, jeg har set, siden jeg var barn. Det er specielt, at de stopper men også naturligt. Man ved, at der er en udløbsdato en dag.

- Jeg synes, det er vildt, at de begge stopper her til sommer, slutter Emil Nielsen. 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER