Sandra Toft havde flere følelser i spil, da hun i september igen stod i målet for det danske landshold.
Det var hendes første samling, siden hun blev mor. Og tilbagekomsten var både velkendt og anderledes.
“Vemodigt, sjovt, stolt. Et miks af alt det gode,” siger Sandra Toft til Europamester.dk.
Nu er hun med igen ved samlingen inden weekendens kampe mod Tyskland og Norge i Odense. Hun beskriver de første erfaringer med landsholdslivet efter pausen som positive.
“Det har været sjovt og spændende. Nyt, men ikke nyt. Så meget af det samme og meget nyt.”
Noget af det nye er hverdagen under Helle Thomsen. September var Tofts første samling med hende som dansk landstræner, men de to kendte allerede hinanden fra et tidligere trænersamarbejde.
Derfor var det især de håndboldmæssige ændringer, Toft skulle sættes ind i.
“Alt det nye, hun har indført, skulle jeg jo lige sættes ind i. Men samtidig kender jeg også Helle som person.”
Denne gang er der heldigvis ikke gået længe siden den foregående samling. Det giver mulighed for at fortsætte arbejdet, selv om en enkelt uge ikke giver plads til at ændre alt.
“Man kan ikke nå supermeget, men heldigvis er det ikke så lang tid siden sidste samling. Vi skal forhåbentlig ikke starte fra scratch, men kan fortsætte på det, vi lavede sidst.”
Hun forventer en uge, hvor træningerne og de to landskampe skal bruges målrettet.
“Vi træner jo godt og hårdt her med Helle, og så har vi to kampe i weekenden ligesom sidst, som vi skal have det mest mulige ud af.”
Med EM-udtagelsen forude gælder det om at vælge de områder, der skal arbejdes med nu, og hvad der kan vente.
“Det gælder om at vælge noget ud, som man vil forbedre den her uge, og noget, man vil forbedre næste gang, vi samles.”





























