Danmark famlede sig til storsejr
Overværet af stort set ingen tilskuere vandt Danmark lørdag aften 28-17 over Angola i den anden kamp ved firenationersturneringen i Spanien. Et resultat, man dog ikke kan tillægge alt for stor betydning, for danskerne havde problemer før pausen og famlede sig i virkeligheden frem længe, der blev eksperimenteret med opstillingen, og desuden blev der begået en del fejl, der ikke vil blive begået, når det går løs ved VM om en uge – vel?
Holdene fulgtes ad i begyndelsen, hvor Angola endda kom foran 4-3 efter knap syv minutter – den første føring, afrikanerne har haft under turneringen. Kun en flot redning af Rikke Poulsen i målet forhindrede en angolansk tomåls-føring kort efter, den kom i stedet efter ti minutter. Som vi før har set, når Danmark møder hold med en anden spillestil end den gængse europæiske, så det svært ud for spillerne at vænne sig til det og finde udveje over for de uvante spillemønstre. Således var Angola foran 6-4 midt i første halvleg, og det danske hold optrådte famlende og ret usammenhængende.
Det danske forsvar var for nemt at komme igennem med de enkle midler, Angola råder over, og det er selvfølgelig bekymrende. Eksempelvis kunne Isabel Guialo spadsere lige mellem Stine Bodholt og Pernille Holmsgaard ved målet til 9-7, og i perioder var det faktisk Danmark, der levede af den angolanske dyd gode langskud, for de hvidklædte danskere først og fremmest leveret af Line Jørgensen. Efter 20 minutter gjorde Stine Jørgensen det til 9-9 på straffekast begået mod Kristina Kristiansen, og derefter blev et par kontramuligheder sjusket væk. Først fem minutter før halvtid kom Danmark i spidsen for første gang siden åbningsminutterne, da Stine Jørgensen gjorde det til 11-10. Efter en første halvleg med alt for mange danske fejl var stillingen 12-11, og at Danmark ikke var mere komfortabelt i front, kan ikke kun forklares med vanskeligheder med at omstille sig til den uvante stil fra modstanderne.
Til anden halvleg kom danskerne på banen med friske kræfter på flere pladser, og det er nok også den vigtigste mission under firenationersturneringen at få givet spilletid til alle. Angola kom på 12-12, men Stine Jørgensen genskabte den danske føring på et straffe, der også kostede rødt kort til Angola-keeper Cristina Branco, som havde nedlagt Maria Fisker. På et nyt straffe kort efter gjorde Kristina Kristiansen det til14-12, Danmarks første tomåls-føring i kampen. Angola kom igen, og Luisa Kialas udligning til 14-14 lignede noget, danskerne havde haft en halvleg til at vænne sig til, nemlig sologennembrud. Men derpå havde Danmark kampens bedste periode, holdt angolanerne fra scoring i ni minutter og fik skabt et hul, ikke mindst takket være en stribe mål af Kristina Kristiansen. Samtidig bør det nævnes, at Angola i denne fase med fejlafleveringer og brændte chancer heller ikke gjorde det svært for danskerne, men det var dejligt at se landsholdet stramme op og afgøre sagerne med mere konsekvent forsvar, velgennemførte kontraer og syv mål i træk – det var næsten præcist ved midtvejspunktet i anden halvleg, at Angola brød måltørken og reducerede til 15-21.
Det sidste kvarter handlede mest om at spare lidt krudt inden den tidlige kamp mod Spanien i morgen. Trods alt havde vi set en opløftende periode midt i tristessen, men reelt har vi ikke lært noget om Danmarks aktuelle form ud fra to kampe mod hold, der spiller markant anderledes end de fleste af de kommende VM-modstandere – for mon ikke flere af disse vil forsøge sig med kombinationsspil i ny og næ?
Angola spiller en form for håndbold, man kan være flink og kalde uortodoks. I forsvaret er afrikanerne meget fikserede på spiller-mod-spiller-dueller, og i angrebet lever de meget på flotte skud og individuelle bravournumre, der afslører, at der såmænd er masser af talent på holdet – en Natália Bernado rummer for eksempel masser af god håndbold og har hurtige fødder – men det hele virker temmelig uorganiseret, og man kunne ønske for angolanerne, at de kunne få en indsprøjtning med taktisk forståelse. Tidligere har vi set Angola præstere udmærkede internationale resultater, men i den nuværende tilstand skal man ikke forvente at se dem blande sig mellem de større hold.
Hvor Danmark står lige pt. er svært at bedømme. Modstanden mod både Tunesien i går og Angola i dag er simpelthen ikke et seriøst grundlag at vurdere noget på – man kan håbe, at Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind med deres store håndboldhjerner kan se mere end denne skribent er i stand til. Men en ting er sikkert – det må ikke blive begået så mange fejl under VM, hvor de fleste modstandere er europæiske. Det bliver der heller ikke. Vel?