Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Hvordan er det at være kæreste med en professionel håndboldspiller?

I samarbejde med HC Midtjylland bringer vi hermed serien "Hjemmebanen", som fremover sætter fokus på spillernes kærester og hvordan det er at være kæreste med en professionel håndboldspiller.

Vi kender efterhånden spillerne både på og udenfor banen, men hvad med de kærester, som hver uge står og hepper med på sidelinjen – Vi har stillet dem spørgsmålet, hvordan er det egentlig at være kæreste med en HC Midtjylland spiller?

I serien ”Hjemmebanen” vil vi fremover sætte fokus på alle de seje kvinder der til dagligt danner par med vores spillere. Vi har taget en snak med spillerkæresterne om alle de gode og ikke mindst mindre gode ting ved at være kæreste med en professionel håndboldspiller.

Dagens udvalgte kæreste er Johanne, som er forlovet og har to børn med vores playmaker Rasmus Carlsen. Johanne og Rasmus mødte hinanden i den lokale håndboldklub, Strandby/Elling IF i det nordjyske i begyndelsen af 00’erne. Men det var først nogle år senere at der opstod sød musik mellem de to. I julen 2016 blev de forlovede, men det har ifølge Johanne krævet en del at nå der til:

Efter mange års hårdt arbejde lykkes det mig at få Rasmus på knæ, så nu er vi forlovede. Det har jeg skulle kæmpe lidt for.” Fortæller Johanne med et smil.

Johanne er uddannet pædagog og har ligesom Rasmus spillet håndbold hele livet, hvorfor det måske ikke undre nogen at kærligheden opstod i den lokale håndboldhal. Selvom de dyrker sporten på helt forskellige præmisser, er det alligevel et samlingspunkt for dem:

”Det bedste er at vi deler en fælles interesse med håndbolden. Vi brænder begge to for det, selvom det er på forskellige niveauer. Det er sådan vi har mødt hinanden, og det er en fælles interesse vi har og altid vil have.”

Der følger dog også mindre positive ting med, når man har fundet sin mand inden for håndboldens verden:

”Det hårdeste ved at være sammen med en håndboldspiller er afsavn, så kort kan det siges. Han er en del væk fra familien og arbejder når alle andre har fri som fx i weekenden og om aftenen, og det kan gøre det svært til tider. Men mange af de ting jeg synes er et minus, er i den sidste ende også fordelen, fordi vi har tid sammen på andre tidspunkter.”

Lange udebaneture er derfor en udfordring, som det ikke er til at komme uden om, når man er kærester med en håndboldspiller. Afstanden til venner og familie kan godt føles ekstra lang nogle gange, når man sidder alene med to små børn og Rasmus er afsted. Johanne tager dog udfordringen med et smil på læben:

”Med god planlægning og en forstående kæreste kan man komme langt.”

Siger Johanne med et glimt i øjet og fortsætter:

”Jeg tager et læs når Rasmus er af sted, det er klart, men så hjælper han mig når han er hjemme igen.”

Rasmus spillede inden han kom til HC Midtjylland tre sæsoner for Halden Topphåndball i Norge. Johanne flyttede derfor med til Norge, efter hun havde afsluttet pædagogstudiet og skulle finde sit første arbejde i faget i Norge. Det var en udfordring, men også en oplevelse hun ikke ville være foruden:

”Det var en oplevelse for livet. Halden var et fantastisk sted, med nogle dejlige mennesker og vi fik nogle venskaber for livet. Det var her vi blev forældre til vores datter Rebecca, så det vil altid blive et sted, vi husker som noget helt særligt. Afstanden til familierne og vennerne i Danmark var selvfølgelig hård. Man gik glip af en masse der hjemme, men til gengæld fik vi nogle gode andre oplevelser som vi ikke vil være foruden." 

Sejre og nederlag er ikke til at komme uden om når man er forlovet med en håndboldspiller. Så vi spørger nysgerrigt ind til hvordan forskellen på stemningen er i huset, når Rasmus kommer hjem fra kamp og har tabt eller vundet:

”Jeg synes at han er blevet god til, at det ikke går ud over os eller lader det smitte af på familien på nogen måde. Men når det er sagt så kan man selvfølgelig godt mærke når han har vundet og når han har tabt.

Rasmus vil altid gerne vinde og altid gerne gøre det godt, så når det ikke lykkes er det klart at man godt kan mærke det på ham. Men hvem vil ikke gerne det, han er jo professionel sportsmand, og jeg kender det da også fra mig selv.”

Efter en kort pause tilføjer Johanne med et smil:

”Men det er da klart, det er sjovest når de har vundet.”

Vi håber at drengene kan slutte sæsonen godt af med en række sejre, så stemningen i hjemmet i Aulum fortsat kan være på sit højeste.

Se mere på hcmidtjylland.dk

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER