1. divisionsklub holder på kulturbærer
Lemvig-Thyborøn Håndbold har sikret kontinuitet på stregen. Klubben har forlænget aftalen med Niels Lindholt, der nu er på kontrakt frem til sommeren 2028.
Lindholt kom til LTH i 2014 med udsigt til en rolle på klubbens 2. divisionshold, men arbejdede sig hurtigt op gennem systemet. Med høj træningsdisciplin og konstant udvikling spillede han sig ind på ligaholdet, hvor han siden har været en markant skikkelse i både forsvar og angreb.
I 2018 gik turen tilbage til barndomsklubben TTH Holstebro, men efter to sæsoner vendte han i 2020 hjem til Lemvig-Thyborøn. I dag er han i gang med sin 10. sæson i klubben, og tidligere på foråret rundede han 200 kampe i den røde trøje.
Med den nye aftale er der udsigt til mindst 12 sæsoner i LTH for stregspilleren, der selv lægger vægt på trygheden og troen på projektet.
”Jeg er utrolig glad og stolt over at kunne forlænge min kontrakt i LTH. Jeg føler mig hjemme i klubben – både på og uden for banen,” siger Niels Lindholt.
Han peger samtidig på ambitionerne som en afgørende faktor.
”Jeg har en stor tro på projektet, og jeg vil elske at være med til at spille klubben op i ligaen igen,” siger han.
Hos LTH glæder sportschef Lars Broe sig over at kunne fastholde en af klubbens mest erfarne og stabile spillere.
”Niels har været i LTH siden 2014, kun afbrudt af to år i TTH, så det er en af vores kulturbærere, der vælger at klø på og har lyst til endnu mere. Det er jeg rigtig godt tilfreds med,” siger Broe.
Han fremhæver især Lindholts betydning i hverdagen.
”Niels er ikke den, der råber højest, men han har uanset træner været første mand på holdkortet. Han går altid forrest, når der skal fights og slås – både til træning og kamp,” siger sportschefen.
Forlængelsen er en del af klubbens strategi om kontinuitet i truppen. For nylig har både Kim Sonne og Fredrik Clementsen også forlænget, og Lars Broe ser Lindholts aftale som endnu et vigtigt skridt.
”I vores ambitioner om at spille med om de helt sjove pladser næste sæson, er det en vigtig brik, der nu er på plads,” siger han.