Aalborg Håndbold henter ny spiller
Aaalborg Håndbold oplyser i en pressemeddelelse at han tiltræder i sommeren 2026 og udlejes i sæsonen 2025/26 til HØJ Elite.
21-årige Tobias Nielsen blev den tredje mest scorende spiller i Herreligaen 2023/24 med 130 mål og en scoringsprocent på hele 72,2, hvilket var højest i ligaen, mens det i denne sæson er blevet til foreløbig 93 scoringer for TMS Ringsted.
Fra sommeren 2026 trækker det lynhurtige fløjtalent i den røde Aalborg Håndbold-trøje, noget direktør Jan Larsen glæder sig meget til.
- Tobias er en spiller der i ungdomsårene er fløjet lidt under radaren, men som i de seneste sæsoner i den grad har fået sit gennembrud og har vist sig som en utrolig effektiv højrefløjspiller i den hjemlige liga.
- Samtidig er han en type der kæmper hårdt i begge ender af banen, ligesom hans træfsikkerhed foran mål er en af hans mange spidskompetencer, lyder skudsmålet fra Jan Larsen, der i samråd med Tobias Nielsen har valgt at en udlejning til HØJ Elite i den kommende sæson giver god mening.
- Lige nu er Tobias en fremtidens mand for Aalborg Håndbold, så vi synes det passer godt for alle parter, at han i den kommende sæson spiller i HØJ Elite, hvor han uden tvivl vil udvikle sig yderligere, siger Jan Larsen videre.
Selvom der derfor er halvandet år til Nielsen kan få sin debut i Aalborg Håndbold, så glæder talentet sig til at det bliver en realitet.
- For mig er Aalborg noget af det største indenfor håndbold og derfor er det en kæmpe drøm at få muligheden for at spille der. Holdet er i mine øjne en topkandidat til det danske mesterskab hvert år, samt også til at vinde Champions League.
- Det er det jeg gerne vil opnå med min håndbold og karriere, jeg vil gerne vinde titler og det tror jeg på at jeg kan i Aalborg. Og så må jeg sige, at Sparekassen Danmark Arena i Gigantium for mig er en af verdens bedste hjemmebaner, så skiftet er for mig noget der giver muligheden for at prøve disse ting i de kommende år.
- Først glæder jeg mig dog til at skulle spille i HØJ, hvor jeg forventer at kunne få en masse erfaring fra Hans Lindberg, samt at blive lært op til hvordan det er at spille med de store drenge, så jeg er klar til Aalborg, hvor jeg ved at der ikke er nogen dikkedarer og man gerne skal levere 100 procent hver gang, siger Tobias Nielsen selv.
Tobias Nielsen blev i sæson 2023/24 valgt som årets mandlige talent af spillerne i Herreligaen og 1. division, samt de danske herrespillere i udlandet.