Aalborg Håndbold sætter ikke billetter til salg til DM-finale
Der skal spilles et tredje og afgørende finaleopgør mellem Aalborg Håndbold og Fredericia HK, eftersom sidstnævnte tog sejren onsdag aften.
Kampen om DM-titlen finder sted lørdag kl. 16.00 i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg.
Nu kan den nordjyske klub dog meddele, at der ikke vil være billetter til salg til den store finale.
Årsagen hertil er, at Aalborg Håndbolds mange samarbejdspartnere har aftaget en stor del af billetterne, samtidig med at de mere end 2300 sæsonkortholdere også har deres reserverede pladser. Desuden har Fredericia HK også har ret til en del af billetterne.
Dette betyder derfor, at almindelige Aalborg-fans desværre ikke får mulighed for at købe billetter til den afgørende finalekamp.
Klubben opfordrer dog til, at hvis man har billet til finalen, men bliver forhindret i at deltage, bør man melde det via et link på hjemmesiden. I så fald vil der blive frigivet billetter til kampen.