Ajax-back forlænger aftalen
Laura Skytte har sat sin underskrift på en aftale gældende indtil sommeren 2026, og dermed har endnu en nøglespiller valgt at fortsætte i klubben til stor glæde for cheftræner Martin Grønmann:
- Det er fantastisk, at vi er lykkedes med at holde på Laura i næste sæson også. Laura har taget tydelige skridt i sin udvikling i denne sæson, og vi glæder os til at se, hvad hun og vi kan drive det til i fællesskab i fremtiden. Derudover er det selvfølgelig dejligt som træner at vide, at vi kan bevare en vis kontinuitet i den kommende sæson også, så vi forhåbentlig kan blive endnu stærkere som hold, fortæller han.
Laura selv glæder sig til at fortsætte og til at fortsætte udviklingen:
- Jeg er utrolig glad for at skulle fortsætte i Ajax. Jeg synes, at det er et spændende projekt, som jeg kan se mig selv i, og hvor jeg kan udvikle mig både på og uden for banen, afslutter hun.