LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Ajax Københavns kvinder får ny sportschef

Første divisionsklubben vil række ud efter en plads i landets bedste række.

Simon Guldager er ny sportschef for AJAX Københavns bedste kvindehold, der pt. indtager tredjepladsen i den næstbedste række.

Han har stort set haft alle roller i klubben de seneste 6 sæsoner, og nu kan Simon Guldager også skrive sportschef på AJAX-CV’et. Simon overtager fra Kasper Andersen, der forlod AJAX København til fordel for Holstebro Håndbold tilbage i oktober. 

Fokus har været på at styrke organisationen omkring klubbens bedste kvindehold - og samtidig bygge videre på det fundament, som allerede er skabt og står rigtig stærkt. Målet er nu at lægge de ekstra lag på, så vi fortsat kan have et højt ambitionsniveau og række ud efter en plads i landets bedste række.

“Vi har ønsket at styrke organisationen, men samtidig med ønsket om at bygge videre på det rigtig stærke fundament, vi står på. Truppen er ung og talentfuld og med en nuværende tredjeplads i 1. Division, så er det beviseligt et stærkt hold, som der skal bygges videre på. Her kommer Simon ind med sin erfaring. Han kender klubben, kulturen og omgivelserne rigtig godt, og har derudover et godt kendskab til branchen og et rigtig stort netværk. Kulturen omkring truppen og vores talentarbejde har ikke stået stærkere i mange år – blandt andet takket være Simon, og det bliver en kerneopgave at få bygget videre på. Samtidig er ønsket at få en sportschef, der kan komme tæt ind omkring truppen og trænerteamet i dagligdagen”, siger Claus Løfberg, Direktør i AJAX København Kvinder i et opslag på klubbens Facebook-side.

“Jeg er glad og ydmyg over at have fået muligheden. Jeg kender klubben rigtig godt og brænder for AJAX København. Holdet er stærkt – både på banen og udenfor banen. Der er masser af spændende spillere i den nuværende trup, og vi står derfor et virkelig godt sted, og trænere og bestyrelse arbejder stenhårdt på at løfte hver en sten til et højere niveau. Samtidig har vi sjældent stået stærkere med vores talentudvikling, hvor en masse spændende og hårdtarbejdende unge er på vej. Samarbejdet med KIES og AKS København bærer i høj grad frugt i øjeblikket, og det skal vi udvikle i endnu højere grad, så flere af vores egne unge slår igennem på førsteholdet. Jeg glæder mig til at sætte mit præg på tingene og arbejde sammen med de mange dygtige folk, der er i klubben og omkring kvindeholdet”, siger Simon Guldager.

Simon er tiltrådt i rollen som sportschef og vil indgå i det eksisterende team, der arbejder med det sportslige, og vil fra den kommende sæson øge sit engagement, når han ikke længere skal fungere som træner.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder