Alt om GOG's nye hjemmebane med plads til 4.500 tilskuere
Gråkjær, der er arkitekten bag projektet, skriver følgende om deres tanker, da de tegnede arenaen:
"Gråkjær opfører en ny multiarena i Svendborg på i alt 3.580 m².
Arenaen kommer til at bestå af en stor multihal med kapacitet til over 4.000 tilskuere, som skal danne rammerne om både elitesportskampe og et bredt spektrum af lokale aktiviteter og arrangementer. Elitehåndboldklubben GOG og den professionelle basketballklub Svendborg Rabbits får dermed udsigt til en større hjemmebane med topmoderne faciliteter.
Byggeriet er opført for at skabe en multiarena, der udover at danne rammen om fantastiske sportsbegivenheder, også kan være en katalysator for lokale aktiviteter og arrangementer – for breddeidrætten, skolerne og kulturlivet.
De strategisk placerede funktioner som omklædningsfaciliteter, café samt VIP- og presseområder skal sikre et levende, interaktivt og fleksibelt miljø i hele bygningen. Dermed bliver den nye multiarena et attraktivt samlingspunkt for idræt, kultur og fællesskab i Svendborg.
Facaden er opført med rødbrune stålfacader, der sammen med betonen skaber et karakterfuldt, robust og homogent udtryk. Alle materialer harmonerer med de eksisterende bygninger."
Om cirka fire måneder vil der blive spillet håndbold i Arena Svendborg. Tre spillere fra GOG har allerede besøgt byggepladsen og fået en forsmag på deres kommende hjemmebane.
Selvom arenaen endnu ikke er færdig, har de tre spillere haft chancen for at besøge den nye hal. Besøget gav dem en idé om, hvordan det vil være at spille i arenaen, når den åbner i det nye år.
"Mit indtryk er, at der er stort potentiale for at få skabt en heksekedel. Jeg glæder mig til at opleve arkitekturen i en fyldt arena, når vi kommer dertil. Det er fedt, at hallen er bygget på en måde, så banen er omringet af tilskuere,” siger bagspiller Nicolai Pedersen til gog.dk.
”Jeg forventer det samme, som jeg oplever til daglig i Gudme, når vi spiller kampe der. Et fantastisk publikum, som altid er i ryggen på os og et samspil med et gult hjørne, der får sin helt egen sektion i hallen. Det bliver fedt,” tilføjer han.
Vi får se, om det bliver så godt, som spillerne og fans håber på.