Med et gigantisk Champions League-topbrag mod FTC lige rundt om hjørnet på søndag kunne Team Esbjerg have ladet sig friste til at spare på kræfterne i torsdagens udekamp mod Viborg HK. Men cheftræner Tomas Axnérs tropper nægtede at gå på kompromis, holdt hovedet koldt under hårdt pres og sikrede en overbevisende 34-27-sejr.
Viborg bed godt fra sig i store dele af opgøret, men gæsterne bevarede roen og udnyttede en stribe tekniske fejl hos hjemmeholdet efter pausen til at trække afgørende fra.
Efter slutfløjtet lægger Tomas Axnér ikke skjul på, hvad der glædede ham allermest ved præstationen forud for søndagens europæiske brag:
“Jeg var mest tilfreds med det udtryk, som vi havde på banen. Vi lignede ikke et hold, der havde en vigtig Champions League-kamp på søndag. Vi ville vinde, og vi skulle fighte os til en sejr, og det er jeg meget tilfreds med.”
Cheftræneren peger samtidig på den mentale stabilitet og defensiven som udslagsgivende faktorer over for det løbeglade Viborg-mandskab:
“Det var en kamp med tempo, og Viborg var gode til at løbe. Vi havde en fin ro gennem hele kampen, og så leverede forsvaret også en god periode i anden halvleg. Vi fik spillet med fysik mod dem, og så havde vi måske lidt mere overskud at spille med i anden halvleg.”





























