Ungarske FTC-Rail Cargo Hungaria har sat sig tungt på Champions League som det hidtil eneste ubesejrede mandskab i turneringen med seks sejre i seks opgør. Søndag eftermiddag venter dog sæsonens måske sværeste test i Blue Water Dokken, når ungarerne gæster et formstærkt Team Esbjerg-mandskab anført af storspillende Henny Reistad, som fører topscorerlisten i turneringen med hele 52 scoringer.
Kampen rummer samtidig masser af ekstra krydderi på sidelinjen, da FTC-cheftræner Jesper Jensen til sommer vender retur til netop Team Esbjerg.
Stregprofilen Lysa Tchaptchet, der har en fortid i Odense, lægger over for eurohandball.com ikke skjul på, at ambitionerne rækker langt forud for det store topbrag i det vestjyske:
“Vi skal spille klogt og levere vores eget spil på højt niveau. Jeg vil selvfølgelig vinde begge kampe, hvilket vil betyde, at vi går videre i Champions League uden at have tabt en eneste kamp. Det vil være enormt vigtigt for os forud for anden halvdel af sæsonen efter landsholdspausen. Men ja, jeg glæder mig helt vildt. Det er også noget særligt for mig at skulle spille i Danmark igen. Jeg forventer en kamp på allerhøjeste niveau, og vi vil gøre alt for at rejse derfra med sejren.”
Selvom FTC kommer med maksimal selvtillid, taler historikken for værterne, idet den ungarske storklub blot har vundet én ud af fem hidtidige udekampe mod Esbjerg.





























