Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nicoline Holden

Bent Nyegaard færdig som landsholdsekspert

Bent Nyegaard har valgt at han efter OL kun skal kommentere dansk ligahåndbold.

I mange år har man ofte forbundet en håndboldkamp på TV med Bent Nyegaards stemme. Han har kommenteret diverse håndboldkampe, både ligakampe og landsholdshåndbold.

Men nu skruer han ned for kampene, og efter OL er han færdig med at kommentere landsholdshåndbold.

"Jeg ser meget frem til OL, hvor begge vores håndboldlandshold forhåbentlig skal spille om medaljer. OL er altid noget særligt, og for mig personligt bliver det specielt, da det bliver sidste gang, at jeg kommenterer landsholdene, som jeg har fulgt tæt i så mange år," siger Bent Nyegaard til TV2 Sport.

Han fortsætter med at kommentere i den danske liga, og derfor er det ikke helt slut med at høre Bents røst under en håndboldkamp.

Efter OL slutter det for Bent Nyegaard, men hans erstatning er allerede fundet. Det bliver Kasper Hvidt, som overtager og skal til at kommentere det danske herrelandshold. Kasper er selv tidligere landsholdsspiller og har spillet hele 219 kampe for Danmark.

"Jeg glæder mig utrolig meget til at formidle håndbold set med mine øjne. Formidle alt det, der sker bag kulissen. Dynamikken på et hold, og hvordan taktikken udfolder sig på banen. Der er så meget kompleksitet, som kræver en forklaring, og det kan jeg med min indsigt bidrage med," siger Kasper Hvidt til TV2 Sport.

På kvindesiden kommer der også et nyt ansigt, men helt ny er hun ikke, for hun er også tidligere håndboldspiller. De fleste kender hende nok fra hendes tid i Silkeborg-Voel KFUM. Sofie Bæk Andersen skal tage over og kommentere det danske kvindelandshold.

"Jeg har aldrig været landsholdsspiller, men kommer med aktualitet direkte fra den professionelle verden og kan bidrage med min taktiske forståelse. Som tidligere playmaker er jeg vant til at have dirigentstokken, læse spillet og sætte det op. Og så elsker jeg at nørde og gå i detaljer med håndboldspillet og er ikke bange for at have en holdning," siger Sofie Bæk til TV2 Sport.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER