Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Champions League-stjerne åbner op om instinktet

Angela Malestein sætter ord på sin afslutningsfilosofi og savnet af tekniske finurligheder i moderne kvindehåndbold. Læs interviewet her.

Med mere end 12 sæsoner i EHF Champions League Women bag sig er hollandske Angela Malestein et af de mest etablerede navne i europæisk kvindehåndbold. Højrefløjen fra FTC-Rail Cargo Hungaria har opbygget et enormt afslutningsrepertoire, men succesen bygger på en simpel filosofi: at slå hjernen fra.

Til eurohandball.com fortæller den rutinerede hollænder, at overtænkning er hendes værste fjende på banen:

“Jeg er typen, hvor det går galt, hvis jeg begynder at tænke. Jeg er ikke en spiller, man kan putte i kasser, det passer mig ikke. For mig handler det udelukkende om at spille på mavefornemmelsen. I Holland siger vi, at man aldrig glemmer, hvordan man cykler. Jeg tror, det er præcis det samme med afslutninger. Man gør det så mange gange, at det bliver automatiseret.”

Efter 15 år på topplan har Malestein udviklet en ro, der gør hende skarp i afgørende situationer. Selv hvis målvogteren kender hendes favorithjørner, stoler hun blindt på sine faste skudvarianter og den timing, der er opbygget gennem utallige gentagelser til træning.

Samtidig savner den hollandske landsholdsprofil mere uforudsigelighed og fordums finesse i den moderne udgave af sporten. Som ung fandt hun stor inspiration i profiler som Anita Görbicz og Carmen Martín:

“De her trick-skud, som for eksempel et ‘wrist shot’ – det ser man ikke så meget mere i kvindehåndbold, hvor Camilla Herrem måske er en af de få undtagelser,” lyder det fra Malestein, der selv ynder at gøre kontraløbene til et taktisk spil mellem sig selv og målvogteren.

Trods de mange scoringer og det kreative flair understreger hollænderen, at fundamentet altid starter i den modsatte ende:

“Jeg mener faktisk, at forsvaret er endnu vigtigere end angrebet. De vigtigste kampe vinder man i defensiven. Selv hvis man spiller sin dårligste kamp offensivt, kan man altid fighte og løbe retur. Det er sådan, man altid kan hjælpe sit hold.”

Vil du have flere håndboldnyheder?

Elsker du håndbold?

Tilføj Europamester på Google med ét klik, og få mere håndbold i dit nyhedsflow.

Tilføj Europamester på Google, og få flere håndboldnyheder fremover.

Tilføj os på Google

Når Google åbner:
Sæt flueben ved Europamester. Så gemmes det automatisk.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste fodboldnyheder