Det er næsten et år siden, Helena Elver og Mie Højlund senest var en del af det danske landshold samtidig.
Derfor har det været et kærkomment gensyn for landstræner Helle Thomsen, der ser flere interessante muligheder i kombinationen af de to bagspillere.
“Det er to spillere, der spiller på højt niveau med hurtigt spil, og de tænker ret ens,” siger Helle Thomsen til TV 2 Sport.
Synergien mellem de to kom særligt til udtryk fra afslutningen af 2023/24-sæsonen.
Her fandt de hinanden i Odenses bronzefinaler, inden samarbejdet fortsatte på det danske landshold ved OL i Paris. I den efterfølgende sæson blev relationen yderligere udviklet i Odense, hvor de var med til at vinde det danske mesterskab og spille klubben frem til finalen ved Champions League Final4.
De tænker hurtigt, kan spille i højt tempo og har kvaliteter, der passer naturligt sammen, når Danmark skal skabe fordele i det etablerede angrebsspil.
Siden er deres klubveje blevet skilt.
Højlund har fortsat i Odense, mens Elver denne sæson har taget hul på karrierens første udlandsophold hos de ungarske mestre og Champions League-sølvvindere fra Györ.
Opholdet i Ungarn har samtidig tilføjet en ny dimension til Elvers spil. Hun har fået flere defensive opgaver, og dermed ser Helle Thomsen nu to spillere, der ikke alene kan spille godt sammen offensivt, men også kan blive på banen den anden vej.
Højlund har gennem længere tid været en stærk tovejsspiller, og hvis Elvers defensive udvikling fortsætter, giver det Danmark mulighed for at bevare mere kontinuitet mellem angreb og forsvar.
Højlund er siden blevet ramt af sygdom og rejser derfor ikke med til weekendens kampe i Rumænien, men samlingen har alligevel givet landstræneren mulighed for igen at arbejde med en duo, der tidligere har vist, hvor godt deres kvaliteter kan supplere hinanden.





























