De olympiske mestre fik svenske klø
Det svenske kvindelandshold buldrer videre ved OL i Tokyo. I morges (dansk tid) kørte de over de forsvarende olympiske mestre.
I Yoyogi National Gymnasium tørnede Tomas Axnérs tropper sammen med de russiske olympiske mestre, da de to mandskaber stødte sammen i anden gruppekamp i Pulje B.
I den japanske hovedstad var svenskerne deres modstander overlegen og vandt fuldt fortjent med hele 36-24 efter en pauseføring på 15-9.
Se kampen i tal herunder:
Sverige: Carin Strömberg 8, Jamina Roberts 7, Linn Blohm 5, Mathilda Lundström 4, Melissa Petrén 4, Nathalie Hagman 3, Elin Hansson 3, Jenny Carlson 1 og Emma Lindqvist 1.
ROC: Polina Vedechina 5, Julija Managarova 3, Polina Kuznetsova 3, Anna Vjachireva 3, Antonina Skorobogatjenko 3, Jekaterina Ilina 2, Daria Dmitrijeva 2, Polina Gorsjkova 1, Olga Fomina 1 og Jelena Michajlitjenko 1.
"Vi var utrolig godt forberedte og tror på det, vi gør...I forsvaret havde vi godt styr på dem og derfor kunne vi trykke på" , sagde den svenske syvmåls-skytte Jamina Roberts til det svenske håndbold forbund.
Med sejren er svenskerne på førstepladsen i puljen med maksimumpoint og en målscore på +17.
Sveriges næste opgave er torsdag klokken 14.30 (dansk tid), når de krydser klinger med de olympiske vicemestre fra Frankrig.