DHF aflyser kommende kampe og aktiviteter med øjeblikkelig virkning
Som følge af den alvorlige situation omkring coronavirus og dens spredning, har Dansk håndbold Forbund, i samarbejde med de regionale forbund, aflyst alle kampe og aktiviteter i foreløbigt 14 dage.
I de kommende 14 dage må håndboldglade danskere se langt efter kampe. Dansk håndbold Forbund har nemlig besluttet, at aflyse alle kampe, stævner og aktiviteter fra dags dato. Det skyldes situationen omkring coronavirus.
Det betyder, at alle førnævnte aktiviteter for alle rækker fra og med liga-niveau og ned, for senior, samt alle ungdomsrækker fra U19 og ned er aflyst de næste 14 dage, i første omgang.
Generalsekretær i DHF, Morten Stig Christensen, er ærgerlig over situationen, og siger i den forbindelse følgende til Dansk Håndbold Forbund:
"Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, og vi er rigtigt kede af det på vegne af de mange håndboldglade danskere, der nu må se langt efter halgulvet. Omvendt står vi i en exceptionel situation, hvor vi alle har et ansvar for at opføre os ansvarligt. Og for os er det blandt andet lig med at undgå den tætte kropskontakt, som håndbold medfører."
Udmeldingen kommer ovenpå Statsminister, Mette Frederiksens, pressemøde her til aften. Her lyder anbefalingen på, at alle events med over 100 personer bør aflyses. I den forbindelse aflyses altså DHFs kampe og events de næste, som minimum, 14 dage.