Domagoj Duvnjak: Det var et smukt og trist moment for mig
Det kroatiske ikon Domagoj Duvnjak spillede som bekendt sin sidste turnering for Kroatien og det blev ikke meget større end at slutte med en VM-sølvmedalje hængende om halsen.
Den 36-årige kroatiske landsholdsstjerne debuterede ved VM i 2009 og er indehaver af rekorderne for flest spillede kampe og flest mål for sit land.
I VM-finalen måtte han indse, at Danmark var det stærkeste mandskab og at Gidsel og co. løb med guldmedaljerne efter en sejr på 32-26.
Med få sekunder tilbage af finalen gav det danske hold Domagoj Duvnjak lov til at sende bolden i netmaskerne – og dermed få sit sidste mål for det kroatiske landshold – og den gestus sætter han stor pris på.
”Kæmpe respekt. Det var et smukt og trist moment for mig, fordi jeg vidste, at det var den sidste scoring i min landsholdskarriere. Men … endnu engang tak. (…) Danmark var et bedre mandskab i dag. Stor respekt for, hvad de har lavet de seneste år. Det er utroligt og vanvittigt. Man må bare sige tillykke”, siger Domagoj Duvnjak til TV 2 Sport.