Endnu et dansk hold i Champions League hos mændene
Selvom Aalborg Håndbold ikke blev danske mestre i denne sæson, kan nordjyderne glæde sig til endnu en sæson i Champions League.
Det går fantastisk for dansk håndbold i øjeblikket på både herre- og damesiden. Hos mændene var både GOG og Aalborg Håndbold med helt fremme i Champions League i den forgangne sæson, hvor GOG nåede kvartfinalerne, mens Aalborg nåede 1/8-finalerne.
Efter nederlag i DM-finalen var det Aalborg, der måtte se GOG løbe med den direkte billet til Champions League. Nordjyderne var derfor afhængige af, at EHF ville forfremme dem med et wildcard til den kommende sæson.
Det er nu sket. EHF bekræfter, at Aalborg Håndbold får en plads i Champions League - Det samme gør storsatsende Kolstad fra Norge. Der trækkes lod til gruppespillet i slutningen af juni.