LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Landstræner tror på debutant: Han siger, jeg kan blive rigtig dygtig

På højre fløj-positionen har landstræner Nikolaj Jacobsen de seneste år ofte valgt at placere en højre back som eksempelvis Mads Hoxer eller tidligere Niclas Kirkeløkke.

Men det skræmmer ikke den unge Tobias Nielsen, som tværtimod er klar til at gribe chancen, hvis landstræneren vælger en traditionel højrefløj igen.

"Sådan er det. Det var det jo også med Kirkeløkke derude. Men det er jo sådan, Nikolaj vælger at prioritere, så derfor må man gribe chancen, når man får den," siger Tobias Nielsen under pressemødet på Scandic CPH Strandpark.

Han erkender dog, at konkurrencen er hård, men mener selv, at han har nogle klare fordele frem for en back, når der skal vælges en spiller til fløjpositionen:

"Med al respekt for Hoxer, så føler jeg mig lidt mere afslutningsstærk ude fra hjørnet af, og måske lidt hurtigere i kontraen. Men ellers er der jo mange gode punkter ved at have en højreback derude."

Den unge højrefløj, som netop har fået debut på landsholdet, fortæller, at landstræner Nikolaj Jacobsen allerede har givet ham positive tilbagemeldinger med henblik på fremtiden:

"Han har bare sagt, at jeg er en, som han tror på, i fremtiden kunne blive rigtig dygtig og komme med omkring landsholdet. Så for mig handler det om at tage det stille og roligt. Der er ingen grund til, at vi skal stresse."

Netop ro og tålmodighed bliver nøgleord for Tobias Nielsen, som næste sæson skal spille i HØJ Elite efter skiftet fra TMS Ringsted. Herfra skal han videre til Aalborg Håndbold. Og han ser gode muligheder for at etablere sig på landsholdet på længere sigt:

"Jeg synes, der er gode muligheder, både for mig og Frederik (Frederik Bo Andersen, red.). Hvis jeg fortsætter med at spille, som jeg plejer, kommer jeg op til et hold, som har lidt mere rutine, og spillere der har prøvet lidt mere, end Ringsted har. Og efter det kommer jeg op til den store hylde, hvor alle har prøvet mesterskaber og spillet Champions League. Så jeg ser selv gode muligheder," siger Tobias Nielsen optimistisk.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder