Felix Claar anerkendes med fornem pris
Tidligere Aalborg Håndbold-spiller Felix Claar er blevet udnævnt som Årets Spiller i svensk håndbold for præstationerne i sæsonen 2023-2024.
Felix Claar udnævnes med følgende begrundelse på Svenskhandbolls hjemmeside:
“Efter at have taget vejen fra Norrköpings HK via Alingsås HK og Ålborg Håndbold er Felix Claar i dag en nøglespiller både på landsholdet og i en af verdens bedste klubber. Med en ydmyg indstilling, imponerende ro på banen, konstante præstationer og en spilforståelse i verdensklasse fortsætter han sin flotte udvikling og leverer konstant stærke præstationer, uanset om det er ved EM for Sverige eller Bundesligaen og Champions League med SC Magdeburg”.
Overrækkelsen af prisen fandt sted i forbindelse med søndagens (12/5 2024) landskamp mellem Sverige og Tyskland i Vida Arena, Växjö.