Ny HØJ-træner imponeret: Her smelter elite og forening sammen
Efter en periode væk fra håndboldbanen er Kristensen tilbage – og han lægger ikke skjul på sin begejstring over at være i gang igen.
“Det har været super dejligt. Efter at have været væk fra de bonede gulve et stykke tid nu, så var det rart lige at få banket lidt rust af. Og så er det dejligt at komme ind til en flok piger med så høj energi. Det har været en super første træning,” siger han til klubbens Facebook-side.
Kristian Kristensen overtager roret i HØJ efter klubbens historiske oprykning til ligaen, og han står nu med opgaven at forberede holdet til en sæson på højeste niveau.
I den første tid vil han især fokusere på det fysiske grundlag – med plads til variation.
“Det er en god mulighed for at få imødekommet de arbejdskrav, vi skal til at kigge ind i. Det vil sige fysisk træning for fuldt skrald – og gerne med lidt bold, så det også bliver motiverende,” forklarer Kristensen.
Han roser samtidig klubmiljøet i HØJ og fremhæver sammenhængskraften mellem den brede forening og eliteafdelingen som noget helt særligt.
"Det er jo ekstraordinært, synes jeg. Den connection, der er mellem rødderne i klubben – altså foreningen – og så elite-delen, synes jeg er smeltet rigtig godt sammen. Det er noget, man nogle gange har svært ved i andre klubber," siger Kristensen og tilføjer:
"Det er tydeligt, at de folk bag klubben har gjort et godt stykke arbejde og efterlever de værdier, man gerne vil stå for. Det sætter jeg stor pris på."
Han glæder sig nu til at tage fat på den kommende opgave og mærker allerede, at HØJ er det rette sted for ham.
“Jeg glæder mig helt vildt og kan mærke, ikke bare energien, men også det, jeg har kaldt jysk ordentlighed i de sidste 11 år. Det har været rart herovre.”
HØJ Elite skal nu forberede sig til den kommende sæson i Kvindeligaen, hvor klubben skal forsøge at etablere sig i Danmarks bedste række for første gang.