Der er lagt op til et sandt drama og et intenst gensyn på Gl. Vardevej, når Team Esbjerg søndag tager imod ungarske FTC i EHF Champions League. Kampen er ikke blot et direkte opgør mellem gruppens nummer et og to – det er også et følelsesladet gensyn med en række markante figurer fra klubbens storhedstid.
På den ungarske bænk står Jesper Jensen, der efter indeværende sæson vender tilbage som cheftræner for netop Esbjerg. Med sig i truppen har han de tidligere Esbjerg-stjerner Mette Tranborg, Michala Møller, Anna Kristensen og Vilde Mortensen Ingstad, som nu alle optræder for Budapest-klubben.
For vestjyderne er der kolossalt meget på spil. Med en sejr kan Team Esbjerg slå et hul på fire point ned til andenpladsen halvvejs gennem gruppespillet og tage et kæmpe skridt mod en af de to direkte kvartfinalepladser.
Cheftræner Tomas Axnér er fuldt bevidst om modstanderens klasse, men glæder sig til testen mod europæisk tophåndbolds absolutte elite:
“Det er i de kampe, hvor man kan måle sig med de bedste. Det er to tophold, så det giver også lidt ekstra prestige, og så kommer der også altid en god kulisse til dem. Nu skal vi spille på hjemmebane, og vi vil vise, at vi har det niveau, som de andre tophold også har,” udtaler Tomas Axnér.
Med udsigt til en tætpakket arena håber cheftræneren, at hjemmebanefordelen kan tippe de afgørende marginaler over på vestjysk side:
“Der kommer altid perioder i en kamp, hvor vi får ekstra brug for tilskuerne, hvor de kan give os et ekstra rygstød. Det plejer Blue Water Dokken at være god til. Men jeg tror også, at de glæder sig lige så meget til denne kamp, som vi gør, så de skal nok være der.”





























