Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Fra stort til Lille: - Vi har byttet storbyferie ud med bondegårdsferie, siger danskere

Det har været noget af en omvæltning at gå fra at være blandt 25.000 atleter i den berømte OL-by i Paris til mere eller mindre at være sig selv i Lille. 

LILLE STADIUM (LILLE, EUROPAMESTER.DK): En bustur på knap tre timer søndag eftermiddag har ændret meget for de danske håndboldkvinder. De blev kørt væk fra Paris, centrum af de olympiske lege, og ud i de mere ydmyge rammer i Lille, hvor resten af håndboldturneringen skal spilles.

Et lille døgn inde i den nye rytme, de nye rammer og omstændigheder er kvindelandsholdet faldet på plads, selvom kontrasterne er enorme, siger landstræner Jesper Jensen:

- Det er meget anderledes set-up. Det er Ols svar på the true man show, hvor du kommer ud af en boble og bare er helt alene. Vi er gået fra at være omringet af mennesker til bare at være os selv i vores lille oase her. Det skal vi også lige finde ud af at bruge til noget godt, siger Jesper Jensen til Europamester.dk og fortsætter:

- Vi synes, at det er lækkert at få ro på. Der er tjek på tingene. Vi kører vores egen rytme. Der kan komme en regning, der skal betales fra at have været inde i OL-byen, hvor nu er der ro på til at sænke skuldrene. Men det skal vi ikke.

- Vi skal ikke sænke skuldrene. Vi skal stramme skruerne. Nu er der OL-kvartfinale. Svaret på, hvordan vi har håndterer det hele, kan vi først give efter kampen i morgen. Men vi kommer fra storbyferie til bondegårdsferie.

Landstræneren understreger dog, at de nye rammer ikke får eller har nogen indflydelse på det spil, der skal sende Danmark i en OL-kvartfinale i morgen tidlig mod Holland:

- Der er meget mere ro på. Det er mere en almindelig slutrunde. Vi kan godt lide at rundt i vores egen boble. Men det er klart, det er selvfølgelig anderledes at gå fra OL-byen til det her, siger Jesper Jensen, der bakkes op af Mie Højlund:

- Det er to modsætninger. Her er bare stille. Det er noget, vi skal vænne os til. Jeg er glad for, vi har to hviledage i træk til at falde til. Der har været mange nye indtryk, og jeg ved, at hviledagene har gjort det godt for os, så vi står 100 procent klar til kampen. 

- Jeg synes, det er fedt at være her. Vi har spillet os mere og mere i gang i løbet af turneringen. Vi har fundet vores rytme og timing, som vi har kæmpet med. Jeg er sikker på, at kampen i morgen bliver en dag, hvor vi rammer et rigtig, rigtig godt niveau, slutter Mie Højlund.

Kampen starter allerede klokken 9.30.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER