LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Frustreret Sarah Iversen: - Folk bryder ud af aftalerne

Der var for mange, der brød ud af aftalerne offensivt, og så vælter korthuset for nemt - og det blev udstillet i 21-25-nederlaget til Norge i OL-semifinalen.

STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Når man spiller en OL-semifinale, eller egentlig bare en hvilken som helst landskamp, mod Norge, så skal alt klappe. 

Alle spillere skal tæt på overpræstere, målmændene skal tage med hænder, fødder og alt det midtimellem, marginalerne skal være på ens hold, og så skal aftalerne overholdes.

Men når særligt det sidstnævnte parameter bonner for meget ud, så går det galt, og det gjorde det også for Danmark mod Norge. Stregspiller Sarah Iversen tager os med igennem hendes hoved minutterne efter slutfløjtet:

- Der mangler power og attitude. Det er et andet udtryk, vi efterlader mod Norge end i kvartfinalen mod Holland, siger Sarah Iversen til Europamester.dk.

- Jeg ved sgu ikke, hvad der gør det. Nerver? Norge er et godt hold. Vi ville gerne gøre det bedre end sidste gang, vi mødte dem. Det gør vi også i momenter, og så er der perioder, hvor vi spiller med for lidt. Altså vi kommer med for lidt. Så snart der er en, der bryder ud af noget, der er aftalt, er Norge bare for gode. Vi gjorde det svært for os selv.

- Jeg går til pause med en okay fornemmelse om, hvor vi skal rette til og komme med noget mere. Men vi kommer ikke nok i gang. Der går 10 minutter, før vi får et mål, altså. Vi prøver at æde os ind og finde opskriften på at trykke hårdere på og knalde hårdere til dem, men så kommer vi bagud med seks, og så er det svært at komme igen. 

Anfører Sandra Toft: 

- Vi gør det for nemt. Vi spiller på ingen måde, som vi gjorde for to dage siden. Skuffende er det eneste ord, jeg kan finde.

- Vi mangler skarphed, kynisme, at være modig. Vi mangler rigtig meget, slutter Sandra Toft. 

Norge møder Frankrig i OL-finalen, mens Danmark og Sverige kæmper om bronze. 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder