Mathias Gidsel bliver hyldet som en af verdens bedste håndboldspillere, men den danske stjerne bliver samtidig mødt af en strøm af personlige angreb på sociale medier.
I et interview med Handball-World fortæller den 27-årige dansker, at kommentarerne ikke bare preller af.
“Jeg overtænker meget, og jeg er et meget følelsesladet menneske. Jeg tager det som et lille angreb på mig som person,” siger Mathias Gidsel.
Under opslag og videoer med Füchse Berlin-profilen bliver der ofte kommenteret på skridtfejl, dommerkendelser og hans optræden på banen. Kritikken bliver dog også jævnligt personlig.
Gidsel forsøger som udgangspunkt at undgå kommentarsporene, men peger på, at sociale medier gør det næsten umuligt helt at slippe for reaktionerne.
Samtidig har han med tiden forsøgt at ændre sit syn på kritikken. Som en af håndboldens største profiler bliver han også et symbol på de ting, som nogle mener er galt med sporten.
Det betyder dog ikke, at han accepterer personlige angreb fra anonyme profiler.
“At sidde hjemme bag sit tastatur og skrive sådan om et andet menneske siger mere om dem end om mig. Jeg har ingen respekt for mennesker, der gemmer sig bag en skærm og ikke tør sige det til mig personligt,” siger han.
Gidsel fortæller, at støtten fra kæresten og den nærmeste omgangskreds har stor betydning. Samtidig forsøger han at holde fast i, at langt størstedelen af reaktionerne er positive.
Den danske verdensstjerne erkender dog, at den ene negative kommentar ofte fylder mere end de mange positive.





























