Tirsdag blev det officielt, at Bojana Popovic ikke længere er cheftræner i CSM Bucuresti.
Afgangen kommer efter en periode med resultater, der ikke har levet op til klubbens store ambitioner, selv om Popovic så sent som i sidste sæson førte holdet til Champions League Final4 og en tredjeplads.
Over for TV 2 Sport sætter Popovic nu ord på bruddet. Hun peger især på, at denne sæsons store udskiftning i truppen gjorde opgaven markant anderledes end i sidste sæson.
“Ikke desto mindre mener jeg, at en helt ny trup har brug for tid – tid til, at spillerne kan lære hinanden at kende, opbygge relationer, finde den rette kemi og fælles energi samt udvikle et oprigtigt engagement i den nye klub”, skriver Popovic.
CSM skiftede en stor del af truppen hen over sommeren, og holdet har haft svært ved at finde samme balance som i sidste sæson. Popovic understreger samtidig, at det største ansvar i sidste ende ligger hos træneren.
Parterne er ifølge Popovic gået fra hinanden på en god måde. Hun fortsætter nu som assistenttræner for det danske kvindelandshold, mens hendes næste klubadresse endnu er ukendt.




























