Győri Audi ETO KC fik tirsdag aften sat de første to point ind på kontoen i den ungarske liga med en 37-24-sejr over NEKA, men storfavoritterne kom ikke sovende til triumfen. Efter opgøret fremhævede cheftræner Per Johansson modstanderens stærke åbning og udtrykte samtidig stor tilfredshed med, at klubbens unge talenter greb chancen, da de fik masser af spilletid på halgulvet i Audi Aréna.
Gæsterne fra NEKA drillede de forsvarende mestre i kampens indledende fase, og Győr kom først foran for første gang efter 18 minutters spil, inden hjemmeholdet fik overtaget og gik til pause foran 17-12.
“NEKA spillede fremragende håndbold. I de første 20-25 minutter gjorde de det virkelig svært for os og straffede vores fejl kynisk. Mod slutningen af første halvleg lykkedes det os dog at få samlet geledderne og få styr på tingene,” forklarede Per Johansson efter kampen ifølge Nemzeti Sport.
Den svenske cheftræner havde på forhånd bebudet, at han ønskede at se de unge spillere i aktion, og han glædede sig over det store udbytte fra akademiets spillere, herunder den 17-årige venstrefløj Janka Zákányi, der nettede fem gange.
“Det er en særlig glæde for mig, at så mange unge spillere fik chancen i dag. Det er fantastisk at se, hvordan de i stigende grad finder deres plads på holdet og formår at levere en stærk indsats på dette niveau,” lød det anerkendende fra Johansson.
Med en veloverstået ligapremiere retter Győr-træneren nu blikket mod den europæiske scene, hvor holdet allerede lørdag åbner Champions League-gruppespillet på udebane mod de kroatiske mestre fra Podravka Vegeta i Koprivnica.
Elver, Toft og Györ vendte finalen på hovedet
Helena Elver viste allerede før ligastarten stærk form for Győr. I premieren mod NEKA fulgte danskeren op med fem scoringer i 37-24-sejren.
Danskeropgør endte med Super Cup-guld til favoritterne: Stjerne sendte signal til Helle Thomsen – jeg er klar
Győr gik ind til ligasæsonen med endnu et trofæ i bagagen efter Super Cup-sejren over Ferencváros. Nu fulgte mestrene op med en sikker premieregevinst.
Toft og Elver bankede Jesper Jensen – og så brød Györ endelig forbandelsen
Győr og Helena Elver har allerede haft overtaget på Jesper Jensens Ferencváros i denne sæson. Onsdag tager FTC selv hul på ligasæsonen.





























