Sara Madsen tiltræder fra næste sæson på højreback-positionen i Ringkøbing Håndbold, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Den 25-årige bagspiller skifter fra Silkeborg-Voel, hvor hun har spillet de seneste tre sæsoner, men nu søger nye udfordringer i Vestjylland.
Madsen har for nylig været ude med en knæskade, men gjorde comeback mod netop Ringkøbing i den seneste kvalkamp, hvor hun leverede en stærk præstation og viste de kvaliteter, klubben nu ser frem til at få glæde af i den kommende sæson.
Cheftræner Jesper Holmris er tilfreds med tilgangen:
“Det er en fantastisk nyhed, at vi kan præsentere Sara Madsen til den kommende sæson. Vi får en super dedikeret spiller, der med sin meget direkte spillestil og ekstreme målfarlighed bliver utrolig spændende at få ind på holdet. Potentialet er kæmpe stort, og jeg har høje forventninger til det kommende samarbejde. Jeg er overbevist om, at det bliver et godt match både på og udenfor banen“.
Sara selv glæder sig også til de nye udfordringer i en ny klub:
“Jeg glæder mig til vildt meget til at komme til Ringkøbing. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang efter sommerferien, hvor jeg håber på at se en masse folk i hallen til vores sæsonstart“.





























