Hvad betyder mest? OL-guld eller MVP-titel
Mathias Gidsel har spillet fem slutrunder for Danmark og har hver gang spillet sig på det traditionelle og stjernespækket All Star-hold - men det er ikke de personlige kåringer, der betyder mest for ham.
STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Verdens bedste håndboldspiller er ikke sådan lige til at komme udenom. Sådan er det bare.
Den bare 25-årige Mathias Gidsel har allerede fem slutrunder, lige så finaler og personlige meritter på bagen. Se bare her.
VM 2021: Bedste højre back (guld)
OL 2021: MVP (sølv)
EM 2022: Bedste højre back (bronze)
VM 2023: MVP + topscorer (guld)
EM 2024: Bedste højre back + topscorer (sølv)
OL 2024: MVP + topscorer (guld)
OL 2024 i Paris var naturligvis ingen undtagelse - men de personlige titler og meritter er ikke hævet over holdets:
- Selvfølgelig betyder det noget at have gjort det godt individuelt. Jeg ved jo godt, at der er meget ansvar på mine skuldre. Det har ikke været lige så nemt som ved andre slutrunder, fordi det er den allerstørste scene, og der er meget pres på, siger Mathias Gidsel til Europamester.dk og fortsætter:
- Kampene har vist, hvor svært det er at vinde. Derfor gør det også smagen af guldet endnu bedre. Jeg er stolt af, at jeg kan bidrage og træde frem på den største dag til OL og bidrage. De sidste tre kampe har ikke været en dans på røde roser. Jeg er stolt personligt, og jeg er stolt af at være i den her gruppe af mennesker.
- Jeg må være ærlig at sige … Jeg er ikke ligeglad med at blive kåret som MVP og topscorer, men når man prøver at være en del af den her gruppe mennesker og står med de udfordringer og oplevelser, vvi har været igennem, så fylder det altså mest, at jeg kan få lov til at vise guldmedaljen foran hele familien.
- Det betyder altså meget mere end individuelle ting. Det er federe at være en del af den familie, som landsholdet er.
- Hvordan har kroppen det nu?
- Den er helt færdig nu. Den var færdig i løbet af kampen i dag. Men vi fandt noget ekstra. Det hjalp at kigge på ens holdkammerater, der havde energi og attitude.
- Hvorfor har det været sværere end andre slutrunder?
- Vi skulle slide mere i det. OL er det største, og man møder kun gode hold. Man må ikke underkende det, at der er tryk på os og bevågenhed. Vi var en af de sidste chancer for at få den sidste medalje med hjem. Vi og jeg lægger meget pres på os selv, Jeg har ikke før gjort et større forarbejde, end jeg har gjort op til det her OL. Der er ikke mere i tanken nu, og så må vi se, om jeg kan finde noget, når Bundesligaen starter om 10 dage, slutter Mathias Gidsel.