LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Hvem vil Danmark helst møde i OL-kvartfinalen?

Danmark kommer uanset, om de slutter som nummer 1 eller 2 i gruppen, til at stå overfor en frygtindgydende modstander i OL-kvartfinalen. 

OLYMPIC VILLAGE (PARIS, EUROPAMESTER.DK): Nemt kan man ikke ligefrem påstå, det bliver i den kommende OL-kvartfinale, selvom det danske herrelandshold har tæsket samtlige modstandere indtil videre.

Som det ser ud lige nu, så ligner det, at enten Sverige, Spanien eller Kroatien venter i onsdagens vind-eller-forsvind-kamp. Og udsigten til ét af de tre klassehold får ikke ligefrem Niclas Kirkeløkke til at slikke sig om munden:

- Det er svært, for den modsatte pulje er så åben. Nummer 1-5 har vel 4-6 point alle sammen, så de kan ende på alle pladser. Det er svært at gøre sig klog på og regne ud, hvem vi skal møde, siger Niclas Kirkeløkke til Europamester.dk og fortsætter:

- Vi har fulgt med og set en del af deres kampe, når vi har været på værelserne, som vi plejer at gøre, når vi er af sted. Det er sjovt at se, og så er det også god forberedelse til, når vi skal møde nogle af dem videre i turneringen. 

- Er der et hold, du siger særligt nej tak til!

- Det er mit første OL, men der er kun gode hold med. Jeg synes virkelig, at det er svært at vælge og vrage. Der er ikke rigtig nogen af dem, man gider at møde, så det er svært at vælge. 

Inden OL sagde landstræner Nikolaj Jacobsen, at han helst gerne ville undgå Sverige i kvartfinalen. Men hvis Danmark ender som nummer 1 i gruppen, mens Sverige ender som nummer 4 i deres, så er det top mod bund og på papiret den letteste modstander. 

Men den køber Kirkeløkke, der til dagligt spiller sammen med den svenske stjerne Jim Gottfridsson i Flensborg:

- Jeg er ikke i tvivl om, at Sverige nok skal komme, når det gælder. Det samme med Frankrig, der har været svingende. Men når de først rammer kvartfinale og semifinaler, så skal de nok være der.

- Der er kun gode hold. Det må vi tage med. Vi skal slå dem alle. Ved sidste OL mødte vi også kun gode hold på vej til finalen, så det er bare sådan, det er. Det er også federe, når man kommer så langt, at man har slået dem alle sammen, slutter Niclas Kirkeløkke.

Hvem Danmark skal møde i onsdagens OL-kvartfinale, og hvad tidspunktet bliver, ved vi først i løbet af søndagen, når vi kender de endelige placeringer i begge grupper.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder