Jim Gottfridsson: "Vi vil ikke have Danmark"
Søndag aften blev gruppespillet færdiggjort ved OL, og nu venter knock-out-kampene, som skal spilles i Lille.
Danmark har set skarpe ud gennem hele gruppespillet, og derfor var det ikke drømmescenariet, der spillede sig ud for det svenske landshold, da Spanien i går slog Kroatien og dermed sendte Sverige ned på 4. pladsen.
Danmark har vundet samtlige kampe ved OL i gruppespillet, og derfor var der ikke ligefrem fest i den svenske lejr i går aftes, da gruppespillet blev afsluttet, og Sveriges kvartfinalemodstander blev Danmark.
"Vi vil ikke have Danmark," sagde Jim Gottfridsson efter sejren over Japan til TV 2 Sport.
I de svenske medier kalder de det danske landshold for mareridtsmodstanderen.
Dette kan TV 2 Sportens ekspert Peter Bruun Jørgensen godt forstå. Danmark har spillet alle deres kampe til perfektion, og derfor kigger mange af de andre nationer på Danmark med frygt for at skulle møde dem. Men vi må ikke glemme, at Sverige også har et rigtig godt hold, og at de inden OL også blev nævnt som et af de hold, der kunne være i spil om guldet.
Det bliver derfor spændende at se, hvem der præsterer bedst i kvartfinalen. I en kommende semifinale venter enten Norge eller Slovenien.
Mareridtsopgøret mellem Danmark og Sverige spilles onsdag den 7. august kl. 17.30.