LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Tidligere landsholdsspiller stopper i København: Sætter punktum for karrieren

Venstrefløjen har døjet med skader i denne sæson og vil nu fokusere på livet udenfor håndboldbanen.

Efter to år i hovedstaden har Freja Cohrt valgt at sige farvel til håndboldbanen og indstille sin karriere. 

Især denne sæson har været præget af flere skader, og Freja har kæmpet med at holde sig på banen. Freja kom til København Håndbold efter mange år i både Odense Håndbold og Silkeborg Voel, og hun har sat sit præg med sin imponerende hurtighed og fantastiske fightervilje.

Freja Cohrt, udtaler i en pressemeddelse:

“Jeg er utrolig glad og taknemlig for den karriere, jeg har haft, og alt det, som håndboldsporten har givet mig. Jeg føler mig meget privilegeret over at have haft en lang, professionel karriere, hvor jeg har fået nogle kæmpe oplevelser med mesterskaber, Champions League og landsholdet. Det gør, at jeg har opnået en stor del af det, jeg drømte om, da det hele startede."

"De seneste sæsoner har jeg desværre siddet meget uden for banen med skader, hvilket har givet mig nogle overvejelser om, hvornår det var tid til at bygge bro til et andet liv. Jeg er kommet frem til, at det nu er tid til at bruge mine kræfter på mine andre interesser ud over håndbolden. Det ser jeg meget frem til, men lige nu glæder jeg mig til at slutte så godt som muligt af i København Håndbold.”

Louise Svalastog, Direktør i København Håndbold, udtaler:

“Det er altid vemodigt, når en spiller indstiller karrieren. Freja har altid gjort mig så glad, når hun spillede – hendes udstråling og glæde til bolden har altid skinnet igennem. Hver gang Freja løb en kontra, gav det mig et smil på læben – hun er jo vores egen Speedy Gonzales. Hun er ikke kun en dygtig spiller, men også en fantastisk holdkammerat og en person, der spreder glæde til alle omkring sig – både på banen og udenfor. Vi ønsker hende alt det bedste fremover.”
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder