Kan Silkeborg-Voel holde på succeshold?
Ligamandskabet fra Silkeborg-Voel KFUM har fået en flot start på sæsonen 2019/2020.
Efter de første 11 spillerunder er de midtjyske piger gået fra banen med en sejr hele syv gange og sikret sig et enkelt uafgjort resultat, hvilket placerer dem på en foreløbig femteplads i HTH Ligaen.
Den store succes vil de i Silkeborg-Voel KFUM naturligvis gerne have fortsætter, men det kræver også, at de kan holde på deres vigtige profiler.
Hele 10 af klubbens spillere har kontraktudløb efter indeværende sæson, heriblandt Jane Schumacher, Sofie Bæk Andersen, Rikke Iversen og Filippa Idéhn og nu arbejdes der på direktiongangen for at få forlænget nogle aftaler.
"Vi er godt i gang med den kommende sæson. Der er flere spillere i den nuværende trup, vi gerne vil forlænge med. Det er et benarbejde, der er i gang i øjeblikket, og over en bred kam er vi i gang med flere spillere. Vi håber, at november vil give flere gode svar", siger klubbens direktør Mikael Bak til Midtjyllands Avis.
Disse spillere har kontraktudløb i Silkeborg-Voel KFUM efter indeværende sæson:
- Jane Schumacher
- Sofie Bæk Andersen
- Rikke Iversen
- Filippa Idéhn
- Louise Ellebæk
- Jane Mejlvang
- Stine Bonde
- Lea Hansen
- Mathilde Sørensen
- Hege Bakken Wahlquist
Onsdag aften skal Silkeborg-Voel KFUM i aktion i HTH Ligaen igen, når de på hjemmebane støder sammen med de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg.
Opgøret spilles i JYSK Arena i Silkeborg med kampstart klokken 18.30.