Kasper Christensen: Vi har stor respekt for det, de har præsteret
På hjemmebane tørner Kasper Christensens tropper sammen med ligakonkurrenterne fra Silkeborg-Voel KFUM, når de to mandskaber krydser klinger i 22. spillerunde i Kvindeligaen.
I det omvendte opgør vandt Ikast med hele otte overskydende mål, og de er også favoritter til at sikre sig begge point i dagens kamp. De har dog stor respekt for gæsterne.
”Der er ingen tvivl om at der er sket store forandringer i Silkeborg, de har jo ikke de samme spillere som sidste år, men jeg synes de har gjort det godt. De har lige været i en ret flot udvikling indtil de har tabt et par kampe nu her. Man kan se, at Silkeborg har løftet sig lidt på den taktiske palette, de spiller en del anderledes end de gjorde sidste år, men har også et helt andet hold, så vi har stor respekt for det, de har præsteret i denne sæson. Jeg synes, de har gjort det godt, men ser også, at hvis vi præsterer, som vi kan og skal, så ved vi, at vi har rigtig god chance for at vinde.”, siger Kasper Christensen til klubbens hjemmeside.
Opgøret spilles i IBF Arena og bliver fløjtet i gang klokken 14.00.