Kolding byder på Danmark - Frankrig til marts
Kolding har fået en kanonkamp på programmet med de danske håndboldherrer.
De franske europamestre gæster Danmark i den første landskamp på dansk grund efter VM. Lørdag den 15. marts klokken 16.00 mødes de i Sydbank Arena i Kolding.
Kampen er en del af EHF EURO Cup, hvor de fire forhåndskvalificerede hold til EM 2026 mødes. Nikolaj Jacobsens hold indledte turneringen perfekt med sejre over Norge og Sverige i november.
I marts venter Frankrig på udebane den 12. marts og på hjemmebane den 15. marts, før turneringen afsluttes med kampe mod Norge og Sverige til maj.
Kolding Kommune ser kampen som en chance for at inkludere flere borgere i håndboldens fællesskab.
Det er næsten fire år siden, at Håndboldherrerne sidst spillede i Kolding, og derfor er gensynet eftertragtet.