Krickau efter topopgør: Magdeburg er i øjeblikket et skridt foran alle de andre hold
Fredag aften stod to af de absolut stærkeste mandskaber i den tyske Bundesliga overfor hinanden, da ligaens førerhold fra Magdeburg gæstede Flensburg-Handewitt. I sidste ende kunne Magdeburg tage de to point med en sejr på 32-29, hvilket er klubbens første sejr i Flensburg siden 2015.
Flensburg-cheftræner Nicolej Krickau anerkendte, at Magdeburg er et skridt foran Flensburg i øjeblikket.
“Sejren til Magdeburg var velfortjent. Jeg må takke fansene for deres støtte, men også mine spillere for det hjerte, de viste i denne vanskelige situation. Vi vil altid gerne vinde på hjemmebane, men Magdeburg er i øjeblikket et skridt foran alle de andre hold”, siger Krickau til klubbens hjemmeside.
Nederlaget til Magdeburg var Flensburgs første nederlag i sæsonen på hjemmebane.