Sofie Bardrums efterår har taget en markant drejning. I september fik hun ophævet sin kontrakt i rumænske HC Dunărea Brăila efter blot to måneder i klubben, og i en periode stod hun helt uden hold.
Siden skrev hun under med Viborg HK, men uroen betød, at hun missede de seneste to landsholdssamlinger. Derfor kom opkaldet fra Helle Thomsen søndag også som en overraskelse.
“Da jeg så Helles navn på min skærm, tænkte jeg, at det stadig kunne gå begge veje. Det kunne være en ‘du skal ikke med’ – eller en ‘du skal med’,” fortæller Bardrum til TV 2 Sport.
Nu er situationen en helt anden. Bardrum er tilbage i fast klubregi og har spillet sig direkte ind i den danske EM-trup.
Dermed venter karrierens anden slutrunde for Viborg-spilleren, der nu får muligheden for at vise, at hun også hører til på landsholdet efter et turbulent efterår.



























