Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Landstræneren har skævet til modsatte gruppe - her er Danmarks mulige kvartfinalemodstander

Landstræner Jesper Jensen vil endnu ikke udpege, hvem han tror bliver Danmarks modstander i OL-kvartfinalen - meget tyder dog på, at danskerne løber ind i de tidligere verdensmestre fra Holland. 

OLYMPIC VILLAGE (PARIS, EUROPAMESTER.DK): Så er den olympiske håndboldturnering ved at være der, hvor den er rigtig sjov. Selvfølgelig har det indledende gruppespil budt på en masse oplevelser, snakke, gode og dårlige præstationer, men det er virkelig nu, at man begynder at kunne mærke en helt særlig sitren. 

For når den næste og sidste gruppekamp er spillet, er det knald eller fald. Vind eller forsvind. 

Sikkert er det, at Danmark altså er klar til OL-kvartfinalen, mens det endnu er usikkert, hvem det danske hold så faktisk skal møde i tirsdagens. Det bliver afgjort lørdag morgen klokken 9, hvor Ungarn og Holland skal spille om at møde Danmark. 

Hvis Holland bare tager ét point, så er kvartfinalen mellem Holland og Danmark et match, og det har Jesper Jensen godt set:

- Jo, jeg ved godt, at det sandsynligvis står mellem Holland og Ungarn. Men det er det, jeg ved. Ellers har jeg prøvet ikke at se så meget håndbold. Der er rigtig mange indtryk i forvejen, så jeg har set lidt, siger Jesper Jensen til Europamester.dk og fortsætter.

- Der er ikke noget, der skræmmer dig ved Holland?

- Nej, det er nogenlunde det samme, som vi nok kigger ind i.

I mellemtiden kan landstræneren glæde sig over at have ført det danske kvindelandshold til den første OL-kvartfinale siden 2004. Og alene det er en stor bedrift, som mange har taget for givet, fortæller han:

- Det er super, super, super, superfedt. Vi er rigtig glade. Nu tog vi herned, og jeg ved ikke, om vi selv tager det for givet. Men omverdenen har taget det for givet. Hvis vi havde tabt til Sverige eller Tyskland, som ikke var nogle utænkelige scenarier, så skulle vi spille for vores liv i den sidste kamp. 

- Selvom man tænker, at der kommer otte videre ud af 12 hold, så er det bare et snævert nåleøje, for de 12 hold er dygtige. 

I kampen mod Tyskland førte Danmark 28-24 med mindre end fire minutter retur. Alligevel skulle der en redning til fra Sandra Toft i de døende sekunder, før 28-27-sejren kunne sikres. 

Nerverne og den dårlige afslutning har været et tema dagen derpå:

- Efter kampen har temaet kynisme været et tema. Det var ikke tyskerne men os, der spillede tyskerne ind i kampen ved at brænde chancer. Der var et par gange, hvor vi hopper ud af vores koncept ved 15-11 og 24-19. Vi skal være i stand til at lukke kampene, når vi fører med fire mål mindre  end fire minutter igen,  slutter Jesper Jensen. 

I kvartfinalerne mødes de to gruppevinderen nummer 4 i den modsatte pulje. Nummer 2 møder nummer 3

Inden lørdagens sidste spillerunde ser de to grupper således ud:

Gruppe A: 

1. Norge - 6 point
2. Sverige - 6 point
3. Danmark - 6 point
4. Tyskland  - 2 point

5. Sydkorea - 2 point
6. Slovenien - 2 point

Gruppe B:

1. Frankrig - 8 point
2. Holland - 6 point
3. Ungarn - 5 point
4. Angola - 3 point

5. Brasilien - 2 point
6. Spanien - 2 point 

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER