LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

Ligaklub frygter alvorlig skade til stor profil

En kort træningssmuttur til Tyskland kan vise sig at få store konsekvenser for Bjerringbro-Silkeborg og den tidligere landsholdsprofil Nikolaj Øris. 

Sejren på 32-30 over tyske Füchse Berlin fik en bittersød smag for den midtjyske ligaklub, der rejste hjem med, hvad der ligner en alvorlig knæskade hos den 37-årige BSH-back Nikolaj Øris.

Det skriver Midtjyllands Avis søndag aften. 

Selvom intet er afgjort endnu, så ser cheftræner Simon Sørensen med stor alvor på de første fornemmelser omkring Nikolaj Øris:

- Jeg håber det ikke, men jeg frygter, vi kom derfra med en alvorlig skade til Nikolaj Øris. Han prøvede at løbe forbi en modstander, men faldt så sammen og tog sig til sit knæ. Så det overskygger mange ting, siger Simon Sørensen til Midtjyllands Avis. 

Ekspert Lars Rasmussen ser det som et stort slag, hvis det værste scenarie viser sig at være sandt:

- Det her er et stort tab for BSH. Nikolaj Øris er ikke bare en bundrutineret bagspiller. Han er også en stor personlighed med enorm erfaring både på og udenfor banen. Han er et klubikon og en spiller, som mange af de nye og unge spillere kan læne sig op ad. Det gør rigtig ondt for en klub at miste så stor en profil fra den ene dag til den anden. Vi ønsker selvfølgelig alt det bedste til Øris, men de første meldinger lyder ikke umiddelbart positive, siger han. 

Skaden indtraf med bare tre minutter tilbage af kampen, som var uden de danske OL-guldvindere Mathias Gidsel og Lasse Andersson fra Füchse Berlin og Rasmus Lauge fra BSH. 

Patrick Boldsen, Nikolaj Læsø og Peter Balling scorede hver seks mål i den flotte sejr over den tyske hovedstadsklub.

Til den nye sæson har Bjerringbro-Silkeborg hentet Kasper Larsen, Nikolaj Læsø, Anders Zachariassen, Guðmundur Bragi Ástþórsson, forfremmet Simon Sørensen til cheftræner og ansat Erik Veje Rasmussen som assistenttræner. 

Til gengæld siger klubben også farvel til en stribe profiler i Ludvig Hällback, Thomas Solstad, Johan Sjöstrand, William Bogojevic og Patrick Westerholm.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder