Ligaklub mister profil
Wosniak kom til klubben som et ungt talent og har i løbet af sin tid i Ringsted udviklet sig til en profil i ligaen. Han har sat sin tydelige signatur både på banen og som kulturbærer i hverdagen omkring holdet.
Sportschef Morten Olsen lægger ikke skjul på, at afskeden rammer.
"Det gør ondt at sige farvel til Oliver. Vi ville meget gerne have beholdt ham, men hans udvikling har givet ham muligheder, vi ikke kan matche. Vi siger farvel med vemod, men også med stor stolthed. Endnu en gang har vi i TMS været med til at udvikle en spiller, som de største danske klubber viser interesse for. Vi kan ikke konkurrere med de rammer større klubber tilbyder, men vi er stolte af Olivers rejse og ønsker ham det bedste. Han vil altid have en særlig plads i TMS Ringsted," siger Morten Olsen.
Wosniak bekræfter selv, at ønsket om nye udfordringer har været afgørende.
"Efter fem år i TMS Ringsted har jeg besluttet at søge nye udfordringer til sommer. Det har været fem utroligt givende år, hvor jeg har udviklet mig som både spiller og menneske i et miljø med stærke værdier og stor holdånd. Jeg er stolt af rejsen, vi har haft sammen, og dybt taknemmelig for den tillid, klubben, trænerne, mine holdkammerater og fansene har vist mig," siger han.
Beslutningen har, ifølge Wosniak, været svær – men nødvendig.
"Det handler om ønsket om at udfordre mig selv yderligere og fortsætte min udvikling i nye rammer. Det er ikke et let farvel, men jeg føler, tiden er rigtig. Jeg vil give alt for at afslutte sæsonen stærkt, helt til sidste fløjt."
Hvor karrieren fortsætter, er endnu ikke offentliggjort. Men i Ringsted efterlader han et tydeligt aftryk – og en spiller, der har løftet sig gennem fem sæsoner i den grønne trøje.