Mads Mensah vil ikke lukke døren for Aalborg-comeback
Mads Mensah Larsen nyder livet i Flensburg Handewitt, men når turen engang går hjem, kan det meget vel hedde Aalborg Håndbold.
Mads Mensah Larsen er en af de største danske håndboldstjerner, og han spiller til daglig for en af verdens bedste klubber i tyske Flensburg Handewitt. Her kan han se frem til nogle interessante kampe.
Mensah og Flensburg møder nemlig Aalborg to gange i Champions League-kvartfinalerne, og det bliver specielt for den danske spiller, der har fortid i netop Aalborg.
En klub han også flere gange er blevet sat i forbindelse med, efter at det kom frem, at Mikkel Hansen næste sommer vender hjem.
Men hvad siger Mensah så egentlig selv?
"Det er da ingen hemmelighed, at jeg havde to gode år i Aalborg og da min kone kommer derfra, vil vi gerne bosætte os der, når vi en gang vender tilbage til Danmark. Hvis man kan finde et sted at bo, hvor der også er en klub, hvor man kan få sine ambitioner til at hænge sammen, så er det jo perfekt. Jeg tror jo, at Aalborg ikke er et projekt, der skal holde tre år, men mere 15 til 20 år, så der er jo ingen stress på, at man skal nå noget," siger Mads Mensah Larsen til Flensborg Avis.