Modbeviser kritikerne: - Hun har bevist, hvorfor hun skulle med, understreger ekspert
Mange var uforstående overfor landstræner Jesper Jensens beslutning om at udtage Mette Tranborg til den danske OL-trup, selvom det er langt over 400 dage siden, hun senest har spillet en landskamp.
Men i tirsdagens testkamp og samlede nederlag mod Norge på 26-24 beviste den langlemmede Team Esbjerg-profil, hvorfor det er fuldt ud fortjent, at hun fik én af de 14 OL-billetter.
Det mener i hvert fald ekspert Lars Rasmussen:
- Jeg synes, at Mette Tranborg har set særdeles skarp ud i begge ender af banen. Det er klart, der lige var noget nervøsitet og rust, der skulle bankes af, og det er helt naturligt, men jeg synes, at hun kom godt efter det og stod for at give sin tidligere holdkammerat Kristine Breistøl kamp til stregen og senere Veronica Kristiansen, der med sit hurtige antrit virkelig udfordrede Tranborg. siger ekspert Lars Rasmussen til Europamester.dk og fortsætter:
- Med Tranborg i truppen giver det bare en ekstra sikkerhed og base i defensiven, som det danske kvindelandshold per tradition har været stærke i. Tranborgs rutine, fysik og erfarenhed er med til at afskrække modstanderen, og så skal man ikke underkende, at hun med sine lange arme kan lægge særdeles gode parader, og hun giver dermed keeperne suveræne betingelser ved langskud i den side af banen.
- Der var mange, der ikke forstod, at Mette Tranborg i sin tid blev udtaget, og det kan jeg også godt se dengang. Men nu har hun bevist, hvorfor hun skulle med. Når hun bliver spillet mere ind og op særligt i angrebet, så bliver hun livsfarlig. Jeg er sikker på, at hun bliver en stor gevinst for Danmark, slutter Lars Rasmussen.
Danmark får mulighed for revanche allerede på torsdag, hvor Norge venter i den sidste testkamp inden OL-start næste torsdag.