Morten Henriksen: Det er også jeres VM-guld

VM på dansk grund er vel overstået, og sikke en fest, det var. Nu, hvor guldstøvet har lagt sig, vil jeg udtrykke min største respekt og anerkendelse for den fantastiske præstation, vores håndbolddrenge, deres trænere og holdet rundt om dem leverede. I har om nogen vist, hvor langt man kan nå med dedikation, viljestyrke og en skarp målsætning. Det indgyder dyb respekt.

Men i denne hyldest er der mange andre, vi ikke må glemme. Nemlig de mange, der har bidraget gennem tidens løb til holdets vej mod toppen. Derfor skal der også lyde en stor tak til de mennesker, vores helte er formet af på deres vej frem. Her tænker jeg blandt andet på:

Børnetræneren, der havde tålmodighed, formåede at skabe begejstring gennem legen med bolden og havde mod til at lade den lille ’verdensmester’ udfolde sig i et – i voksenøjne – kaos.

Bestyrelsen i børne- og ungdomsklubben, der forstod at sætte rammer for trænerne og holdene, hvor der var plads til forskellighed, fællesskaber og progression i træningen.

Forældrene, der havde tid til at køre til udekampen og bage en kage. Der støttede, uden at gå på kompromis med, at det var barnets projekt.

Halinspektøren, der ’kom til’ at låse op for boldkassen og lod ’verdensmesteren’ lege i hallen, når den alligevel var tom.

Ungdomstræneren, der tog hensyn til, at ’verdensmesteren’ også var ung og formåede at skabe rammer, hvor det sociale og gode oplevelser gik hånd i hånd med ambitioner og hård træning.

Den nære voksne, der spurgte ind til ’verdensmesterens’ liv, hans håb og drømme.

Skolelæreren, der stillede krav, pointerede at uddannelse var vigtigt, men som også forstod, at håndbolden var sjovere for ’verdensmesteren’ og derfor fandt en vej, hvor håndbold og uddannelse kunne gå hånd i hånd.

Kammeraterne, der respekterede, at træningen betød alt, og at der derfor ikke altid lige var plads til alle festerne. Men som også formåede bare en gang imellem at dreje snakken over på andet end håndbold.

Ligatræneren, der trods presset gav plads og rum for individuel udfoldelse, plads til at arbejde med det gode temposkift, den perfekte tackling og den lidt alternative skruede afslutning.

Den ældre spiller på ligaholdet, der delte ud af sin visdom og hjalp vores ’verdensmester’ på vej med små detaljer både om spillet og kulturen, også selvom det nogle gange blev fulgt af en tydelig melding om, hvor ’verdensmesteren’ lå hierarkisk.

Holdlederen, der både sørgede for, at vandflasken var fuld og hjalp til med at lampen blev sat op i den nye lejlighed.

Fysioterapeuten og de andre behandlere, der hjalp ’verdensmesteren’ tilbage efter den hårde skade og pressede på for, at hans fysiske niveau kom helt i top.

Kæresten, der havde maden klar, når ’verdensmesteren’ kom hjem fra sen træning og bakkede op i de situationer, hvor tingene ikke helt lykkedes.

Alle jer andre, som jeg ikke har nævnt, men som ikke desto mindre har betydet, at vores ’verdensmester’ har haft rum, frihed og tid til at blive til det, han er i dag: verdensmester.

Tak til alle jer, der har gjort en forskel på vores verdensmestres vej. Uden jer var de intet. Det er også jeres guld!

 

Morten Henriksen, sportschef, Dansk Håndbold Forbund