En æra nærmer sig sin afslutning i Nykøbing Falster Håndbold. Når sæsonen 2026/27 er færdigspillet, udløber Kristina “Mulle” Kristiansens kontrakt med NFH, og klubben har besluttet ikke at forlænge aftalen med den ikoniske anfører.
Dermed sætter én af de mest markante spillere i NFH’s historie punktum for sin tid i klubben efter hele 12 sæsoner.
Mulle kom til NFH i 2015 og har siden været en central del af klubbens udvikling fra ambitiøs klub til fast bestanddel af toppen af dansk kvindehåndbold og deltager i Champions League.
Hun har samtidig været med til at vinde samtlige titler og medaljer i klubbens historie og har gennem mere end et årti været både anfører, kulturbærer, profil og samlingspunkt i klubben.
For NFH’s formand, John Brædder, er det derfor en særdeles betydningsfuld spiller, klubben nu skal tage afsked med:
“Det er svært at sætte ord på, hvor meget Mulle har betydet for NFH. Hun har været med på hele den fantastiske rejse og har været en afgørende del af alt det, klubben har opnået. Hun har båret anførerbindet og klubtrøjen med en enorm stolthed, og hun har altid taget et stort ansvar – både på banen, i omklædningsrummet og for hele klubben. Mulle er en levende legende i NFH, og hun vil for altid have en helt særlig plads i klubbens historie,” udtaler John Brædder på klubbens hjemmeside.
Formanden håber samtidig, at det ikke bliver et definitivt farvel mellem Mulle og NFH. Han forklarer, at der vil være en plads til Mulle i NFH, når hun engang indstiller sin aktive karriere – hvis hun selvfølgelig kan se sig selv i en sådan rolle.
Også cheftræner Niels Agesen sætter store ord på Mulles betydning. Agesen har arbejdet sammen med Mulle ad flere omgange – både i NFH og i Holstebro – og har dermed et indgående kendskab til den rutinerede playmaker:
“For mig er Mulle den største spiller i NFH’s historie. Det, hun har præsteret for klubben, og den betydning, hun har haft gennem så mange år, er helt enestående. Hun har været med til at skabe resultaterne, kulturen og identiteten omkring holdet. Den position, NFH har i dansk og europæisk håndbold i dag, har Mulle en meget stor del af æren for,” siger Niels Agesen.
For Mulle selv kom beslutningen som et hårdt slag. Hun lægger ikke skjul på, at hun havde håbet på at afslutte sin aktive karriere i NFH:
“Det gør mig knust og ondt i hjertet at modtage beskeden om, at NFH ikke ønsker at forlænge min kontrakt efter denne sæson. Jeg har i mange år haft et klart ønske om at afslutte min karriere på topplan i NFH, og derfor er det naturligvis en stor skuffelse, at det ikke bliver tilfældet,” udtaler playmakeren på klubbens hjemmeside.
Mulle understreger dog, at beslutningen ikke får hende til at lægge håndboldskoene på hylden. Den rutinerede bagspiller har brugt tid på at fordøje beskeden, men motivationen til at fortsætte på øverste niveau er intakt:
“Jeg er langt fra færdig med håndbold på topniveau. Min krop har det godt, motivationen er stor, og jeg føler stadig, at jeg har niveauet til den danske liga. Derfor har jeg ingen planer om at stille håndboldskoene på hylden,” fortsætter hun.
Dermed åbner Mulle samtidig døren for et nyt kapitel i karrieren efter NFH.
Efter 12 sæsoner bliver den kommende sæson dermed sidste kapitel i historien om Mulle og NFH. Hun fortsætter som anfører og spiller hele sæsonen 2026/27 i NFH. Dermed venter der stadig masser af kampe i Bambuni Kvindeligaen, pokalturneringen og Champions League, før klubikonet definitivt forlader Falster.





























