- Nikolaj Jacobsen beviste, hvorfor han er verdens bedste træner med dét her træk, siger ekspert
Landstræner Nikolaj Jacobsen gjorde det, som sådan cirka ingen andre turde gøre, da Danmark røg ud i forlænget spilletid mod Frankrig og endte med at vinde, fordi særligt én dansk spiller fik tillid, spilletid og ansvar.
Han var helt, helt væk - ja, man kunne indimellem have sin tvivl, om han overhovedet var til stede under bronzekampen mod Frankrig under EMs næstsidste omgang.
Rasmus Lauge havde atter fået lang snor af landstræneren men levede ikke op til særligt meget, skuffede stort og blev pillet ud efter flere afbrændere og kiksede afleveringsforsøg.
Læs også: Ekspert kaster om sig med topkarakterer: - De strålede om kap med stjernerne
Men så troppede han pludseligt op midt på banen, da den forlængede spilletid blev fløjtet op og stillingen var 28-28: Og hvem endte som den helt store helt - og målsluger - godt 10 minutter senere? Selvsamme Lauge.
Det sætter en stor, fed og tyk streg under, at …
- Nikolaj Jacobsen er verdens bedste træner. Jeg må indrømme, at da han valgte at skifte Rasmus Lauge ind til den forlængede spilletid, så tænkte jeg, ”har du taget for meget snus, kære landstræner. Hvordan i al verden kan du finde på at skifte en spiller ind på så afgørende et tidspunkt, som skuffede så fælt indtil? Det var helt vanvittigt gjort, siger Lars Rasmussen til Europamester.dk og fortsætter:
Læs også: Bizart syn efter bronzekamp får ekspert op i det røde felt: - Vi spiller ikke påskecup?
- Rasmus Lauge havde indtil da spillet til en ren og skær dumpekarakter, men han får virkelig spillet sig op til sidst, og jeg er ovenud lykkelig for, at Lauge faktisk går fra turneringen med en fornemmelse af, at han gjorde en forskel. Det betyder meget for ham.
- Det beviser bare, hvorfor Nikolaj er verdens bedste træner: Fordi han tør at gøre sådan noget. Han kender sine spillere så godt, og han stoler så meget på sine spillere. Han tager de her små træk, vi som eksperter, fans og andre håbløse håndboldinteressenter sidder og spiller kloge-Åge omkring, at det skal han i hvert fald IKKE gøre. Det er bare klasse.
- Hvad havde du så sagt, hvis det lige præcis ikke lykkes?
Læs også: Den største dansker siger farvel: - Mister Perfect, et unikum: Han bliver aldrig erstattet, siger ekspert
- Så havde jeg garanti sagt, at det var fuldstændig vanvittigt og komplet håbløst. Men der er ikke andet at gøre end at bukke, neje og gå til bekendelse. Jeg lægger mig fladt ned. Og jubler over, at vi stadig godt kan tro, at Lauge kan komme tilbage på sit høje topniveau igen, slutter Lars Rasmussen.
Det var ikke kun Danmark, der modtog en medalje efter bronzesejren. Franskmændene fik også hængt en medaljelignende genstand om halsen efter den tabte kamp.
Læs ekspert Lars Rasmussens kommentar på det lige her: Bizart syn efter bronzekamp får ekspert op i det røde felt: - Vi spiller ikke påskecup?